Har lige fået denne besked, så tænker ikke at indsigelserne kommer til at gøre en forskel
Kære Våbenhandlere
Jeg skriver til jer med information om et element i den flerårsaftale for politiet, som politikerne er nået til enighed om, og som får betydning for jer og jeres kunder
Af flerårsaftalen fremgår det, at Folketinget har besluttet at forenkle opkrævningen af afgifter, så alle afgiftspligtige tilladelser fremover koster samme beløb, uanset hvilke tilladelser ansøgeren i øvrigt har. I samme ombæring bliver afgiften på våbentilladelser reguleret i henhold til inflationen, så beløbet ajourføres til 2020-niveau.
Stigningen kræver en lovændring, som aktuelt er under behandling i Folketinget. Under forudsætning af, at lovændringen bliver vedtaget, vil det fra 1. februar 2021 komme til at koste 1.085 kr. at ansøge om våbentilladelse til bl.a. jagtvåben.
Jeres kunder vil derfor opleve, at det bliver dyrere at ansøge om våbentilladelse, men flere forhold sætter stigningen i perspektiv:
· De nuværende afgifter på 420 kr. og 840 kr. blev fastsat i 1990 og er ikke blevet justeret siden. Med reguleringen vil prisen for en våbentilladelse i nutidskroner være omtrent den samme som i 1990.
· Afgiften skal kun betales én gang i tilladelsens løbetid, som for jagtvåben typisk er 10 år. Det betyder, at det kommer til at koste godt 100 kr. om året at have tilladelse til et jagtvåben.
Fastsættelsen af afgiftens størrelse er en politisk beslutning, som vi har myndighedsansvaret for at implementere. Uanset beløbets størrelse ser vi frem til en ordning med én afgift, fordi det er lettere at administrere – både for os, jer og jeres kunder.
Jeg håber, at det er i orden med dig/jer, at jeg begynder at bruge denne platform/kommunikationsform (mails) – det er min intention, at jeg i det kommende år – jævnligt vil informerer via denne kanal – såfremt du/i ikke ønsker mails kan i blot skrivere retur til mig, så sletter jeg mailen fra min liste – ønsker i mailen sendt til en anden mailadresse – ligeledes gerne retur svar.
Med ønsket om en rigtig god jul og godt nytår
Jesper Byskov
Afdelingsleder, Våbenafdelingen
Politiets Administrative Center