Hvis jeg husker ret fra læsning af svenske medier i foråret, så var det at tale med en læge, en telefon samtale.Werecat skrev: ↑10. dec 2020, 16:52Eller der foreligger lægefaglig beslutning om at indstille behandling. Samtykke er da godt, men det er en lægefaglig beslutning uanset om der er samtykke. Og de historier jeg har hørt har man dog talt med en læge, inden man lod borgeren blive på plejehjemmet.Refraktorius skrev: ↑10. dec 2020, 16:16Rent juridisk er det drab hvis man kan give folk en livreddende behandling med undlader at gøre det (medmindre der foreligger samtykke).
Om det er fuldstændig etisk at beslutningen blev taget uden at borgerne blev informeret er absolut ikke til diskussion. Men ulovligt (altså at beslutningen er truffet) er det ikke.
Det er absolut en vigtig del af vurderingen af ældre borgere, når de ses i akutmodtagelsen.
Hvis man synes det lyder hårdt, så har man ikke stået med en borger der bare fortjente at komme herfra med æren i behold, som er blevet "straffet" med 14 dages indlæggelse, inden de vælter med en komplikation. Eller endnu værre, udskrives så svækkede at de ikke kan andet end at ligge med ble og blive badet med klud 2 gange om ugen mens ikke kan spise andet end tyktflydende mad.
Vi træffer i samråd med intensiv løbende vurderinger af alle patienter, for om vi vurderer at de kan holde til at ligge på intensiv. I sjældne tilfælde flytter grænsen sig hvis intensivafdelingerne er fyldt, så man må triagere hårdere.
Især med COVID-19, er intensiv ret skarpe/strikse. Hvis ældre borgere bliver så syge af COVID-19 at de har brug for intensiv pleje, går det ikke godt.
Vi havde i foråret en herre på 72, der vist havde forhøjet blodtryk og prostatakræft (en af dem man dør med, ikke af). Han var i super form, spillede golf 4 gange om ugen, gik i fitnesscenter og tog på cruisetogt.
Han overlevede med hiv og sving efter 41 dage på intensiv og yderligere 14 dage på sengeafdelingen. Han gik med rollator ca. 5 meter i minuttet ved udskrivelsen og skulle bruge hjælp til at komme på toilettet. Jeg er ikke sikker på at han, hvis han tænkte over det, egentlig synes at det var en god ting at han "overlevede".
Lægerne måtte ikke give ok til ilt over telefonen, men måtte godt godkende palitativ behandling.
Det virker på mig, ikke som en lægefaglig vurdering, men mere en politisk beslutning.
Men er enig i at efterfølgende livskvalitet spiller ind, hvis man ellers kan kommunikerer med patienten eller pårørende.
Personligt har jeg jo altid valget selv, som våben ejer, om hvornår livet skal stoppe.
Hvis jeg altså ikke pludseligt rammes, af noget som hæmmer min fysik så hårdt at jeg ikke kan udføre akten.
Mvh
Grey
