Lav luftfugtighed, ingen direkte kontakt med våd jord eller andet materiale (f.eks. plantefibre) som kan opsamle og holde på fugt, ingen pludselige temperaturskift (som danner kondens) og primært nedbør i form af sne. Det er udmærkede bevaringsforhold for jern og stål.
Den slags fund er ikke så usædvanlige som artiklen giver udtryk for - og det lader til at de, tidligere, var så almindelige at nogen (ikke mindst samerne) ligefrem har anvendt det fundne metal som råmateriale og/eller taget genstandene i brug som de blev fundet.
Begrebet "bjergmandsøkse", som kendes fra både de tysktalende og skandinaviske lande, menes oprindeligt at have dets oprindelse i, tilsyneladende nyligt efterladte, økser fundet under lignede forhold - noget man naturligvis tillagde en overnaturlig forklaring. Så meget at man forsynede disse økser (ofte vingetids- og tidlig middelalder økser) med smukt udskårne skæfter og metaldekorationer - og anvendte dem som spadserestokke, værdighedstegn, etc. Ser man på "moderne" bjergmandsøkser er vikingetids-/tidlig middelalder formerne stadig ofte fremherskende.
Navnet bjergmandsøkse antyder en tilknytning til hvad end mytiske/magiske væsner man har ment har levet i bjergene. Man har simpelthen opfattet disse fremmedartede økser (og givetvis andre metalgenstande) som gaver fra "bjergmændene" eller disses glemte/efterladte ting. Under alle omstændigheder genstande fra "en anden verden", muligvis magiske, i hvert fald noget særligt. I dag er kun bevaret ganske få bjergmandsøkser som, med sikkerhed, kan siges at være vikingetid/tidlig middelalder, ikke mindst fordi man havde for vane at dekorere øksehovederne temmelig intensivt, så der er sjældent noget af stykkets oprindelige overflade tilbage.
Traditionen lader til at være ældst i det tysktalende område, måske endda først indført i Norge og Sverige med indvandringen af tyske bjergværksarbejdere i 1800-tallet.
Bjergmandsøkse fra Alperne, anden halvdel af 1800-tallet. Inspirationen fra langt ældre økser ses tydeligt.
