Overfaldet af rottweiler/schæferblanding i skoven
: 14. okt 2018, 13:49
Hej Folkens
Jeg har lige brug for at få lidt luft for mine frustrationer..
I går var kæresten og jeg en tur i skoven med vores F1 labrador, "Mille" der nu er 13 måneder gammel.
Vi futter rundt i skoven som vi plejer, hunden lunter rundt lidt omkring os og snuser i skovbunden og hopper rundt, de få gange vi har mødt andre i skoven har vi kaldt hende til os og sat hende i snor, ligesom de andre vi har mødt i skoven har gjort det.
Pludseligt kommer der, ud af ingenting, en stor "grim" hund farende som går direkte i flæsket på Mille, uden noget varsel andet end at vi kunne høre den knurre da den kom tæt på.
Vi råber og skriger da vi kan se at den er på vej direkte mod vores hund, men den reagerer på ingen møde og vi kan ikke se nogen ejer. Gode dyr er rådne og hjertet forsvandt helt op i halsen på os.
Mille hyler og skriger helt vildt og forsøger at komme fri da den får fat i hende, heldigvis var hun kun ca. 20 meter foran os så jeg spurter frem og sparker hunden, som ligner en blanding af noget rottweiler/schæfer så hårdt jeg kan i siden, hvilket den ikke rigtigt reagerer på, så jeg kaster mig frem og får fat i nakken/halsen med begge hænder og vælter mig ned over den på jorden og får den fri af vores hund.
Møgdyret kæmper for at komme fri og jeg når lige et kort øjeblik at tænke "Fuck, nu er jeg på skideren" men jeg holder godt fast i halsen på den og får den vendt om på maven og ligger/sidder så nærmest oven på den.
Jeg får godt fat i halsbåndet og vrider det rundt så hårdt jeg kan, mens jeg holder hundens hals og hovede trykket hårdt ned i skovbunden.
Jeg kan mærke at hunden ikke længere kan få luft og pludseligt ikke kæmper så hårdt imod og jeg begynder igen selv at trække vejret og tænke at jeg forhåbentligt vinder kampen nu, uden at blive flået i 100 stykker.
Midt i alt det her kommer ejeren gående, han "skyndte sig langsomt" da han var dårligt gående og undskyldte mange gange og virkede frygteligt ked af det.
Jeg når at råbe meget vredt til ham at han skal se at få fat i sin hund inden jeg har kvalt den helt og at jeg ikke slipper en milimeter før han har godt fat i den. Han får styr på den og taget den i snor og virkede meget ked af det der var sket.
Hans forklaring var at hans hund ikke kunne lide andre tæver og gik til angreb på dem når den fik chancen....
Det er mig en gåde hvordan hulen man så får tanken at slippe sådan et bæst løs, han kunne da så i det mindste have givet den en mundkurv på.
Både min kæreste og jeg var desværre for rystede og helt oppe og ringe til at vi formår at få skældt ham ud, men vi er bare glade for at der ikke skete hunden eller mig noget.
Heldigvis er Mille ret meget en "korkprop", så da ejeren af bæstet havde fået det i snor og stod og holdt det, stod Mille glad og logrede og kiggede lidt rundt. Hun var ikke kommet til skade.
Det er først da vi går videre at det går op for mig hvor galt afsted jeg kunne være kommet hvis jeg ikke havde været heldig/vaks nok til at få ordentligt fat i bæstet i første hug, det var en hund jeg vil anslå til en 50+ kg. Lige der var jeg ret glad for at være en gut på 187 cm med en passende mængde muskelmasse og en kampvægt omkring de 100 kg.
Skaderne på mig kunne opgøres til nogle skrammer på det ene knæ og nogle meget ømme arme og et ømt ben.
Vi fik desværre ikke oplysningerne på ham men der skete jo heldigvis heller ikke noget med vores hund, men min kæreste tør ikke længere gå i skoven med Mille alene og næste gang jeg skal i skoven med hunden. bliver det med den store "svampekniv" i lommen.
Jeg vil ikke tøve et øjeblik med at aflive hunden hvis den angriber os igen en anden gang.
Kort sagt: For satan det var en grim oplevelse jeg ikke håber at skulle opleve igen!
Tak fordi I lyttede.
Jeg har lige brug for at få lidt luft for mine frustrationer..
I går var kæresten og jeg en tur i skoven med vores F1 labrador, "Mille" der nu er 13 måneder gammel.
Vi futter rundt i skoven som vi plejer, hunden lunter rundt lidt omkring os og snuser i skovbunden og hopper rundt, de få gange vi har mødt andre i skoven har vi kaldt hende til os og sat hende i snor, ligesom de andre vi har mødt i skoven har gjort det.
Pludseligt kommer der, ud af ingenting, en stor "grim" hund farende som går direkte i flæsket på Mille, uden noget varsel andet end at vi kunne høre den knurre da den kom tæt på.
Vi råber og skriger da vi kan se at den er på vej direkte mod vores hund, men den reagerer på ingen møde og vi kan ikke se nogen ejer. Gode dyr er rådne og hjertet forsvandt helt op i halsen på os.
Mille hyler og skriger helt vildt og forsøger at komme fri da den får fat i hende, heldigvis var hun kun ca. 20 meter foran os så jeg spurter frem og sparker hunden, som ligner en blanding af noget rottweiler/schæfer så hårdt jeg kan i siden, hvilket den ikke rigtigt reagerer på, så jeg kaster mig frem og får fat i nakken/halsen med begge hænder og vælter mig ned over den på jorden og får den fri af vores hund.
Møgdyret kæmper for at komme fri og jeg når lige et kort øjeblik at tænke "Fuck, nu er jeg på skideren" men jeg holder godt fast i halsen på den og får den vendt om på maven og ligger/sidder så nærmest oven på den.
Jeg får godt fat i halsbåndet og vrider det rundt så hårdt jeg kan, mens jeg holder hundens hals og hovede trykket hårdt ned i skovbunden.
Jeg kan mærke at hunden ikke længere kan få luft og pludseligt ikke kæmper så hårdt imod og jeg begynder igen selv at trække vejret og tænke at jeg forhåbentligt vinder kampen nu, uden at blive flået i 100 stykker.
Midt i alt det her kommer ejeren gående, han "skyndte sig langsomt" da han var dårligt gående og undskyldte mange gange og virkede frygteligt ked af det.
Jeg når at råbe meget vredt til ham at han skal se at få fat i sin hund inden jeg har kvalt den helt og at jeg ikke slipper en milimeter før han har godt fat i den. Han får styr på den og taget den i snor og virkede meget ked af det der var sket.
Hans forklaring var at hans hund ikke kunne lide andre tæver og gik til angreb på dem når den fik chancen....
Det er mig en gåde hvordan hulen man så får tanken at slippe sådan et bæst løs, han kunne da så i det mindste have givet den en mundkurv på.
Både min kæreste og jeg var desværre for rystede og helt oppe og ringe til at vi formår at få skældt ham ud, men vi er bare glade for at der ikke skete hunden eller mig noget.
Heldigvis er Mille ret meget en "korkprop", så da ejeren af bæstet havde fået det i snor og stod og holdt det, stod Mille glad og logrede og kiggede lidt rundt. Hun var ikke kommet til skade.
Det er først da vi går videre at det går op for mig hvor galt afsted jeg kunne være kommet hvis jeg ikke havde været heldig/vaks nok til at få ordentligt fat i bæstet i første hug, det var en hund jeg vil anslå til en 50+ kg. Lige der var jeg ret glad for at være en gut på 187 cm med en passende mængde muskelmasse og en kampvægt omkring de 100 kg.
Skaderne på mig kunne opgøres til nogle skrammer på det ene knæ og nogle meget ømme arme og et ømt ben.
Vi fik desværre ikke oplysningerne på ham men der skete jo heldigvis heller ikke noget med vores hund, men min kæreste tør ikke længere gå i skoven med Mille alene og næste gang jeg skal i skoven med hunden. bliver det med den store "svampekniv" i lommen.
Jeg vil ikke tøve et øjeblik med at aflive hunden hvis den angriber os igen en anden gang.
Kort sagt: For satan det var en grim oplevelse jeg ikke håber at skulle opleve igen!
Tak fordi I lyttede.