Jeg har for et par år siden arvet et par skarpe våben, jeg kender historien på nogle af dem - men ikke alderen. Prisen er bedøvende ligegyldig, da de ikke skal sælges.
Det første er et sværd af en slags, familiehistorien fortæller at min Morfars onkel har indført det fra Siam (det der nu er Thailand) engang i 1920´erne. Skeden ligner at det er lavet af bambus, klingen har enkelte mærker og er stadig skarpt nok til at det skal håndteres med omtanke.
Den næste skarpe ting, er hjemført af samme Morfars onkel samtidig med "bambus-sværdet". I familien er den kendt som kamelpisken. Familie-legenden fortæller at da grandonkelmorfar fremviste den første gang, var der stadig blod på klingen... Jeg ved dog ikke om dette er korrekt, men historien er god.
Med tiden er der forsvundet noget fra skæftet. Der var engang et "endestykke" i noget der genkaldes som sølv. Dette er desværre væk, forsvundet i 2 x dødsbo. Nu er der blot et tomt hul...
Denne kniv er fra Solingen. Samtidig med at den ser gammel ud, ligner den også noget nyt... Jeg har ikke slebet den, jeg ved at tidligere arving heller ikke har. Skæret er dermed temmelig gammelt. Alligevel snitter den gladeligt hårene af mine underarme.
Ovennævnte var de knive og sværd jeg ikke har så meget kendskab til.
Efter disse kommer dem jeg har lidt mere viden omkring:
Min onkel, som jeg har arvet disse blankvåben efter, døde i 2015. Han efterlod mig denne spejderdolk. Som jeg kan udregne, i forhold til hans alder, er den fra engang i 1960´erne. Han har selv fikset den dejlige skede i lammeuld (fortæller min mor).
Min morfar efterlod mig disse skønheder, dog skulle de lige igennem min onkel (ham med spejderdolken).
Gamle morfar Kurt var højtrangerende indenfor Søværnet, han sejlede mange togter omkring Grønland fra 1950 og fremtil 1970´erne. Han har på et tidspunkt kommet forbi Finland, for denne Janne Maartiini dolk har altid været kendt for "moffars ´niv".
Ja, vi fik lov til at lege med den da vi var små. Den er idag stadig sindsyg skarp, hvordan vi ikke kom til skade er mig ubegribeligt.
Til slut er den som jeg er allermest glad for;
Min morfars paradesabel, med seletøjet han brugte. Der er aldrig stillet på spænderne, siden han brugte det sidst. Så når jeg tager det på, kan jeg tydeligt fornemme at der er gået ca 20 cm i højden tabt siden han sidst gik med det. Min morfar var over 2m høj og vejede 110 kg (siger min mormor). Ikke den sømand man har lyst til at møde på dækket i en sværdkamp.
Det er en søofficersabel m/1849 så vidt jeg kan forstå. I supergod stand. Og jeg har endnu ikke set nogen af dem på nettet, stadig med seletøj.
Jeg håber at der er nogen der kan hjælpe med lidt historie på de første 3 sværd/dolke, da det er dem jeg ved mindst om. Jeg vil naturligvis også gerne høre hvis der er nogen der ved noget interessant om resten.
Jeg beklager billedekvaliteten, det var det bedste jeg kan mønstre på nuværende tidspunkt.
God aften.
