Jeg så kniven første gang som dreng i 1970´erne i de kataloger med jagtudstyr min far fik sammen med jagtbladet. Jeg var vild med den kniv, det var kærlighed ved første blik, men den var uhyggeligt dyr, så det blev ved drømmene dengang.
Jeg har fundet en anmeldelse af kniven i Arvid Borge Pedersens bog " I våbenkammeret - og udenfor" fra 1978, så anmeldelsen er næsten lige så gammel som min interesse for kniven:
Gennem årene har jeg af og til overvejet at købe et eksemplar, men jeg fik det aldrig gjort, før der pludselig var én til salg på Lauritz. Jeg gav et bud på den og fik hammerslag på 1.250 kr, så for godt 1.600,- kr var kniven min. På billederne kan man se, at den er en smule ridset, men det er svært at bedømme hvor dybe de er. Det var derfor med stor glæde jeg tjekkede kniven da jeg afhentede den, og kunne konstatere at ridserne er helt overfladiske. Kniven skal bare slibes og poleres, så er den så god som ny. Der er ikke nogen dybe hak i æggen eller afslag eller revner i skæftet, så jeg vil mene at kniven er i meget fin stand.Jægerens knive.
Lad mig først gennemgå min egen samling af jagtknive. Det bringer os ind i de mangeartede problemer omkring dette uundværlige jægerværktøj. Samlingen er vist i figur 1, og flagskibet vil mange genkende som det tyske Puma fabrikats model ”White Hunter”.
Den er blevet mig en uundværlig følgesvend på reviret og ved jagter andetsteds, men dens fortrin er først gået op for mig ved den praktiske brug. Faktisk beror vort følgeskab på en tilfældighed. Jeg var i Nairobi med en ven der skulle flyve hjem efter en tur i Østafrika. Vores vej gik forbi våbenforretningen ”Shaw and Hunter”, og dér i vinduet lå ”white Hunter” kniven. Vi diskuterede den lidt, og jeg sagde vist noget med, at det var en dejlig kniv, men at man ville gå i evig frygt for at tabe den i bushen. Den kostede over 100 kr, og det var en uskyldig tid, hvor sådant var vild luksus. Men min ven havde været glad for sin tur, og han forærede mig denne kniv da jeg var vendt hjem til den danske bush.
Model ”white Hunter”s særlige kvalitet er, at man kan hugge med den. Trods den begrænsede længde giver vægtkoncentrationen mod spidsen tilstrækkelig kraft til f.eks. at gå gennem en centimetertyk gren i ét hug. Større dimensioner giver mere arbejde, men i en snæver vending kan man godt fælde et 5 cm tykt træ. Den erstatter derfor i nogen grad den store buskkniv der i Afrika hedder en panga og i Sydamerika en machete.
Og der er rigeligt arbejde til den i vores jungle. Det kan være en prøvelse at drive i tæt underskov og lave bevoksninger med et virvar af grene og ranker af roser og brombær, men ”white hunter” kniven er en stor hjælp under disse forhold.
Også når man står på post er den til nytte. En gren der skal væk for at give bedre syns- og skudmuligheder, eller måske skal der netop anbringes lidt camouflage i form af grene for at sløre skyttens konturer. Hermed er vi ovre i skydeskjulenes område, og hvad enten jagten gælder krager, duer, ænder eller bukke, mulighederne er langt større når man har en kniv der kan hugge.
Men det fine ved model ”white Hunter” er, at den kan mere end at hugge. Den opfylder de fleste af en jagtknivs øvrige funktioner. Et redskab der skal være universelt ender ofte med at være temmelig dårlig til det hele. Model ”White Hunter” er ganske god til næsten det hele. Jeg har forsøgsvis brækket en buk alene med den. Det gik faktisk udmærket i betragtning af, at jeg slet ingen rutine havde i at anvende denne type kniv til formålet. Denne rutine får jeg vel heller ikke, når jeg har knive der er mere umiddelbart velegnet, men ”White Hunter´en” kan altid være en hjælp ved opbrækningen til at hugge bækkenknoglen over når det kniber med at skære gennem låsen.
Model ”White Hunter” er også god til at snitte med. I min nuværende form da. Fra fabrikken var klingen ganske vist forsynet med en slags savskær netop på den del der anvendes ved snittearbejde. Ifølge brochuren var savskæret til at snitte tomater med. Det må være en særlig tysk forestilling at white huntere er store tomatspisere, og savskæret nedsætter knivens anvendelighed. Jeg løste problemet ved at fjerne det med en slibesten, vand og håndkraft. Håndkraften nævnes udtrykkeligt af hensyn til interesserede. Brug aldrig nogensinde den roterende slibesten på Deres gode kniv! Det kan ikke undgå at give lokal overhedning, der ødelægger stålets hærdning.
I ryggen af ”White Hunter´ens” klinge er der en kraftig æg der er tænkt til grovere huggearbejder. Den er ikke så god at hugge med som klingens forside, og jeg har ikke brugt den meget. Jeg er ikke sikker på, om ikke en rund ryg, der kunne give anlæg for fingrene, havde været at foretrække. Nu er æggen der imidlertid, og den udvider trods alt knivens anvendelse til områder, hvor man ikke ville nænne at bruge den slanke æg.
På knivhovedets bagside er der en hammerflade der ifølge brochuren er til at slå teltpløkke og søm i med. Jeg har ikke fundet den særlig anvendelig til disse formål, men den er ypperlig til at aflive fisk med. Det skal nævnes, da mange jægere også dyrker fiskeriet.
Om knivstålet er så godt, som det er opreklameret tør jeg ikke sige. I Pumas nyere knive er anvendt et andet stål, og det tyder på, at der er sket en udvikling. Ændringen i materialet kan imidlertid både have det formål at give kunden en bedre kniv og at gøre fremstillingen lettere. I reklamen vil det første formål være fremhævet, i realiteten nok oftere det sidste.
Jeg vil nøjes med at konstatere at ”Pumaster” stålet i min ”White Hunter” er godt nok. Æggen er ikke knækket under de kraftige påvirkninger, og selvom skæret nogenlunde hyppigt må rettes op på slibestenen, skal det ses på den baggrund, at kniven sandelig får lov at deltage i det forekommende arbejde.
Og jeg har ikke mistet den endnu. Den har været tabt i felten, men har til alt held ladet sig finde.
Skeden er meget praktisk hvis man ikke anvender den særlige læderstrop til at sikre den med, men det rummer altså en risiko. Jeg må da anbefale andre at vænne sig til at sikre kniven, selvom det ikke har fungeret for mit eget vedkommende. Der kunne i øvrigt nok konstrueres en dybere skede, der gav den fornødne sikkerhed uden den ubekvemme læderstrop.
Andre udgaver:
I den klassiske udgave har White Hunter skæfteplader af hjortegevir. Der findes også udgaver med skæfte af oliventræ, men det ser ud til, at hvis man finder en med skæfte af jacaranda, så er der tale om en Puma Automesser. Denne skulle være lavet til at ligge i bilen til at skrabe is af med (!), til at hugge friktionsmønster i is hvis man sidder fast(!!) og til andre opgaver hvor en kniv er handy når man er på tur.
Her er en video med omtale af forskellen på de to, link leveret af C-X : https://www.youtube.com/watch?v=mc5n71gbT0o&app=desktop
Jeg glæder mig rigtig meget til at tage kniven i brug til forefaldende arbejde. Den skal med på jagt når jeg lige får skeden indrettet med sikringsløkke som vist i videoen, jeg vil jo blive meget ked af at tabe den. Men først skal jeg i gang med at slibe og polere
Updates følger når jeg har brugt den noget mere. Hvis andre kan bidrage til historien om kniven eller fra brugen af den, så kom glad, jeg vil gerne høre mere. Her er lidt billeder af mit eksemplar som den fremtræder lige nu. Nummeret på parérpladen er 14081. Det fastlægger fremstillingstidspunktet til første halvår af 1980. Det var det år jeg tog jagttegn