Hermed den oprindelige tekst som er bragt i Politiken.
Når den gale oplevelsesøkonomi
rammer museerne, går det galt
Et museum kan
tilsyneladende kun vælge
mellem at være et
udadvendt, formidlende
’oplevelseshus’ eller en
kedelig, indadvendt
forskningsinstitution.
Lad os nu give museerne
lov til at være museer.
Museer
LOUISE KOFOED, CAND.MAG. I RETORIK OG
ANSAT VED STATENS FORSVARSHISTORISKE
MUSEUM
JEG HAR LADET mig fortælle, at det ikke er
så moderne mere, men i min grønne
ungdom spillede jeg meget Age of Empi-
res. Et strategispil, hvor det drejer sig om
at opbygge en civilisation.
Først byggede man agerbrug, så land-
brug, så forter og krigsakademier. Når
man til sidst opførte universiteter og mu-
seer – videnscentre – havde man opnået
den højeste form for civilisation.
I vores civiliserede samfund har vi selv-
følgelig også museer for alt fra historie
og kunst til fiskeri og Jodle Birge. Men
hvad er egentlig museernes opgave? På
min arbejdsplads, Statens Forsvarshisto-
riske Museum, er debatten skudt i gang,
og linjerne trækkes skarpt op: Et mu-
seum kan tilsyneladende vælge mellem
enten at være et udadvendt, formidlende
’oplevelseshus’ eller en kedelig, indad-
vendt forskningsinstitution.
BUDSKABET er klart: Oplevelser er godt,
forskning er kedeligt. Men er forskning
virkelig lig med indadvendte nørder, der
roder rundt med ligegyldige ting som
uniformsknapper fra 1700-tallet, der ikke
vedkommer os andre?
Er formidling og underholdning det
eneste saliggørende? Skal museer skrotte
nørderne og fokusere på at lave sjove
events og festlige tiltag?
Kulturhistoriske museer, som vi ken-
der dem i dag, stammer fra omkring
midten af 1800-tallet.
Der opstod en begejstring for det nati-
onale, herunder fædrelandets historie.
Private samlere, adelige og kongelige do-
nerede deres store samlinger af kunst, vå-
ben og andre fine ting til huse, hvor of-
fentligheden kunne få lov til at se dem.
Det blev museernes opgave at passe på
de gamle ting og selv samle flere ting ind,
som dokumenterede deres egen samtid.
De bevarede fortiden, så eftertiden kun-
ne få mulighed for at se den, opleve den
og lære af den.
Derfor kan vi i dag gå ind og se 500 år
gamle geværer, kanoner og rustninger på
for eksempel Tøjhusmuseet. Deres bag-
grundshistorie kan vi også få, fordi muse-
et har forskere ansat til at vide alt om våb-
nene og deres historie.
Bevaring og forskning er altså ikke in-
tetsigende nørderi – de udgør selve fun-
damentet for alt, hvad der foregår på et
museum.
Tegning: Per Marquard Otzen
Desværre er der kommet nogle misfor-
ståelser ind over nogle museers selvfor-
ståelse. På Statens Forsvarshistoriske Mu-
seum frygter ledelsen mest af alt at »ende
som et magasin, et ligegyldigt depot, der
blot lægger plads til opbevaring af nogle
af de største danske kulturskatte.« Mær-
kelig frygt. For mig er det netop museer-
nes fornemmeste pligt at passe på og
værne om vores kulturskatte. Og det er
vel at mærke noget, som ingen andre kan
gøre. Sjove oplevelser er der masser af le-
verandører af. At passe på kulturarven og
vores viden om den – det kan kun muse-
erne.
Vi har en lov for, hvad museer skal kun-
ne i Danmark: museumsloven. Museerne
skal »indsamle, registrere, bevare, forske
og formidle«. Der er en grund til, at opga-
verne står i den rækkefølge. Formidling
af historien kræver nemlig, at man først
indsamler og registrerer ting, for eksem-
pel geværer, sværd og rustninger.
DEREFTER SKAL man sørge for, at de bli-
ver opbevaret forsvarligt, så de ikke ru-
ster, smuldrer eller bliver ædt op af ska-
dedyr. Forskerne kan så dykke ned i tinge-
nes baggrund – til sidst kan man sætte de
ord og rammer på, der skal til for at for-
midle historien til museumsgæsterne.
Der er ingen modsætninger mellem de
fem punkter i museumsloven. Man kan
ikke nedprioritere forskning for at foku-
sere på formidling – for forskningen er
selve den viden, der skal formidles. På
samme måde kan man ikke droppe beva-
ring til fordel for forskning – for så er der
ikke noget at forske i. Alle fem punkter
skal opfyldes. Uden undtagelser!
Hvad sker der, når museer bliver bidt af
en gal oplevelsesøkonomi og i et forsøg
på at behage befolkningen dropper beva-
ring og forskning og fokuserer al energi
på at lave sjove events og udlejningsvirk-
somhed?
Det er det samme, når vi giver vores
børn junkfood i stedet for rigtig mad.
Når vi køber buræg i stedet for æg fra frit-
gående høns. Når vi tager bilen i stedet
for cyklen.
Vi efterlader en fattigere verden til
kommende generationer. En verden,
hvor vi måske har haft det sjovt og nemt,
men har glemt at passe på tingene, så vo-
res børn og børnebørn kunne få glæde af
dem.
DER ER ikke noget galt med oplevelser, li-
gesom der heller ikke er noget galt med
en burger i ny og næ.
Et museumsbesøg skal være en god og
givende oplevelse, og jeg tager hatten af
for kreative museer, der kan samle folk
om historiske events eller tjene penge på
at leje deres lokaler ud. Men fundamen-
tet og balancen skal være på plads.
Hvis museerne skrotter museumslo-
vens første fire punkter i deres iver efter
at være formidlende og kommercielle,
Hvis museerne
skrotter
museumslo-
vens første fire
punkter i deres
iver efter at
være formidlen-
de og kommer-
cielle, kan de li-
ge så godt luk-
ke og slukke
med det
samme
kan de lige så godt lukke og slukke med
det samme. Så er der nemlig ikke længe-
re noget at formidle – og i længden ingen
eksistensberettigelse.
I en kronik i Politiken, september 2010,
’Kulturen på den politiske dagsorden’ ta-
ler nuværende kulturminister Uffe Elbæk
om vores »dannelseskapital« og vores
»kollektive kulturhistoriske hukommel-
se«. Gode vendinger, som går helt ind til
kernen af et kulturhistorisk museums
funktion.
Museerne er vores vidensbanker, vores
backupdrev, vores folklore. I mødet med
vores fælles fortid dannes grundlaget for
en forståelse af vores fælles nutid som na-
tion. Det skaber erkendelse og menne-
skelig dannelse.
Elbæk fortsætter: »Det at afskære sit
eget land fra vigtig viden og kulturelt at
lade stå til, for ikke at sige udsulte sine
bærende kultur- og uddannelsesinstituti-
oner, grænser til landsskadelig virksom-
hed. For uden dyb faglig ekspertviden og
tilsvarende nuanceret kulturelt og kunst-
nerisk udsyn og indsigt kan man ikke ta-
le om at være et moderne, humanistisk
videnssamfund«.
Så er vi tilbage ved Age of Empires: Kul-
tur, viden og historie er ikke kun for nør-
der. De er roden til hele vores samfund.
Lad os give museerne lov til at være mu-
seer. Ellers ryger vi et stadie tilbage i den
civilisation, vores forfædre har arbejdet
hårdt for at opbygge.