1864 - indtryk, version II.

[Gråskæg]

Det her overraskede mig godt nok: (fra dr.dk) ....Gennemsnitligt ligger '1864' seermæssigt på niveau med de tre sæsoner af 'Borgen', lidt højere end serierne 'Livvagterne' og 'Lykke', men svagere end 'Forbrydelsen' og 'Arvingerne'.....
Hvem skulle have troet det? Er det os på NVF, der koncentrerer os om hullerne i osten?

Hvem siger at flertallet er andet end de fleste, men ikke nødvendigvis de klogeste, tusind fluer på en lort.
Jeg kan sagtens leve med alle de små tekniske fejl, men ikke med de store fejl og misforståelser.
Krig er noget lort, det vidste vi godt i forvejen, og vinterkrig er tyndskid i lange underbukser.
DR vil gerne være både seriøse og populære, det lykkes sjældent samtidigt.


ja - tror det, tog mig selv i at sidde og tænke "en Navy Colt er sgu da ikke double action!)
(edit - og uanset single eller double action - hammeren falder ved skud )
under slagscenerne igår - istedet for at nyde helheden

[DeVille]

Det her overraskede mig godt nok:
(fra dr.dk)

....Gennemsnitligt ligger '1864' seermæssigt på niveau med de tre sæsoner af 'Borgen', lidt højere end serierne 'Livvagterne' og 'Lykke', men svagere end 'Forbrydelsen' og 'Arvingerne'.....

Hvem skulle have troet det? Er det os på NVF, der koncentrerer os om hullerne i osten?

Det har jeg svært ved at tro på. Jeg kender flere personer, der ikke er synderligt historieinteresserede, som har droppet serien efter de første par afsnit.

[Scout]

Hej Scout.
Kan se du skal have ændret din profil, med hensyn til hvpr du er fra.
Utroligt du har været her i 10 år og nye bruger får det afvise med det samme.
Blot en lille reminder.

Jeg har svært ved at se hvorfor du finder det relevant at nævne Scout's profilindstillinger, i en tråd omhandlende 1864 filmen. :shame: Hvis du er utilfreds med de øvrige brugeres brug af NVF, det være sig profilindstillinger eller indlægsindhold, bedes du anvende "Rapportér" funktionen som du finder i form af et dødningehoved i alle indlægsvinduer.

Din mening om disse forhold er ikke egnet, eller relevante for de øvrige brugere, hvorfor du og andre der måtte side og brænde inde med tilsvarende frustrationer, fremover bedes anvende PB systemet, eller aller helst det før omtalte "Rapporteringssystem".

Jeg ved ikke om du forventer at vi dagligt gennemgår de ca. 3000 individuelle brugeres profilindstillinger, men her må jeg skuffe dig, det har vi simpelthen ikke ressourcer til. Vi forventer i stedet at vi alle holder lidt øje med hinanden, og hvis nogen falder lidt udenfor rammene, at I så rapporterer det via en af de før nævnte to metoder. Vi ser dog helst at I anvender Rapporteringsystemet. I finder emnet i Punkt #3 (Profilinformationsfelterne er ikke udfyldt i overensstemmelse med regelsættet) i Dropdownmenuen.

Nu hvor du har gjort Scout opmærksom på den lidt for vidtspændene geografiske placering, er jeg sikker på at han tilretter profilfeltet ASAP.

Helt enig.

Alene det at ingen har kommenteret i ti år, fortæller alt.

Hvis der blot var tale om en 'reminder' fra et menigt medlem, så skrev man en PM.

For at holde os til serien 1864, som jo egentligt var det, det gik ud på, så må jeg konstatere, at da man er på en våbenforum og for de flestes vedkommende må formodes at interessere sig for våben, så ville det ikke være mærkeligt, hvis våbenhåndteringen og våben blev lagt mærke til og personligt virkede det forstyrrende for mig med 'skydningen' med hanen nede på 'single action-revolveren.' Skuddene og den nogle gange stærkt overdrevne/underdrevne forestillede rekyl virkede forstyrrende og tager en ud af serien - af illusionen og indlevelsen i handlingen.
Dette naturligvis helt personligt og afhængigt af, hvor interesseret man er i gokkejern.

[DeVille]

Nå, det var så det.
Der har været en ævlen og kævlen, hylen og vrælen fra start til slut i den serie, men så lidt handling så det næsten er en imponerende bedrift i sig selv.
Hvordan nogen kan producere den slags og så være stolt af det, er mig en gåde.

[Aske]

Et skib ved navn Titanic ...

En by ved navn Hiroshima ...

En serie ved navn 1864 ...

173 millioner kr. ...

Han ku' ha' lavet en overfed serie med trekantsdrama, usympatiske adelige og det hele. I stedet blev det til et makværk så ringe, at jeg ikke vil være bekendt at bruge et eneste afsnit i min historieundervisning....

[Fresh]

Jeg giver den 2 ud af 6 mulige. Langt under hvad DR Drama ellers har præsteret..

[DeVille]

Det sidste afsnit synliggjorde især at serien primært har været et kærlighedsdrama, som så sekundært, eller måske endda tertiært "tilfældigvis" foregik i 1864.

[C-X]

Det er da godt nok lidt trist, at der er brugt skattekroner på sådan en gang ligegyldigt bavl, skal man tage de offentlige meninger om projektet til efterretning. Hul i licenskronerne - det må de der betaler til DR selv finde ud af. Men at man ikke engang kan forvente bare lidt lødig historisk korrekthed, frem for politisk "korrekthed", det er godt nok en kvalmende omgang og noget af en bet, når nu der er hældt så relativt mange skattekroner i et gabende hun i jorden.

[Fast Fumble]

Det sidste afsnit synliggjorde især at serien primært har været et kærlighedsdrama, som så sekundært, eller måske endda tertiært "tilfældigvis" foregik i 1864.

Det er også min opfattelse.
Og det er seriens store fejl!
For ved titlen bygges forventninger op om et historisk drama, der levendegør et stykke unik danmarkshistorie, dels historien om Danmarks demokratiseringsproces ved November forfatningen, dels det militære og politiske nederlag der definerede Danmark flere generationer frem i tiden, og satte tydelige spor i vores udenrigspolitik, måske endda helt frem til i dag.

Og så var det bare et kærlighedsdrama, der var henlagt til denne historisk periode...

Lidt som at blive inviteret til en Michelin'sk gourmet middag, og så få serveret en Big Mac.

Især sidste scene, hvor (var det ikke Inge hun hed?) bryder skrigende sammen i døren, efter at have opdaget, at hun er blevet bedraget og forrådt i en grad der har ødelagt hele hendes tilværelse. Det var præcis DEN historie der KUNNE have været fortalt, blot om det Danske samfund, hvor den kunne have fået en episk plads i dansk kultur.

Og det KUNNE faktisk godt være blevet til både gode anmeldelser og en plads i dansk kulturhistorie som "en rigtig god serie", hvis ikke dne på forhånd havde bygget de helt urealistiske forventninger op ved sin titel. Sikke ærgerligt.

Næste gang lader DR nok ikke samme mand være forfatter og instruktør på hele lortet, for det er altså lidt at gå All-in uden at kende floppet.

[Scout]

Hylen, skrigen, overspillet og så den latterlige salvelsesfulde og helt afskyelige fortællerstemme, som jeg før har opponeret imod.

Dansk amatørteater i det lokale landsby-forsamlingshus.

Ekstra megen sanseløst skrigeri i det sidste tomme afsnit af serien, der så også lige skulle have et indslag med voksenbabyen i en kluntet imitation af en maori allerede før Monrad havde været på NZ.

Nogle mente af en eller anden grund undervejs, at man ikke kunne bedømme seriens individuelle afsnit undervejs og at de umuligt kunne være en strømpil for serien.

Dem om det.

Citatet her under fra mit første indlæg i den saboterede første tråd om emnet beskriver meget godt mit indtryk af serien fra først til sidst. Personligt har jeg ikke ændret mening.

Hvis nogen synes det makværk var 173 mil værd, så har man godt nok et afslappet forhold til andre folks skattekroner.

Ak ja.

Jeg havde ikke de store forventninger, så man kan da sige, at jeg ikke blev skuffet.

De sædvanlige skuespillere, det sædvanlige håbløst overspillede drama. En svunden tid set med nutidens følelsesregister og tidsånd. Jo, det skal såmænd nok falde i 'kulturelitens' smag.

En dyr og tynd gang dansk suppe med de sædvanlige ingredienser..... . Pauvert.

Anmelder Henrik Queitsch rammer serien på kornet og har nogle gode pointer:

Med et stædigt håb, der minder om Monrads – ’Vi kan stadig vende nederlaget til en sejr’ – fik vi kæmpet os frem til sidste skanse i ’1864’. Otte timer med Ole Bornedals marionetdukker i et konstant moraliserende og belærende tonefald, der sendte en durk tilbage til den tids kulsorte skole, hvor den formanende overlærer både stiller alle spørgsmålene og kender alle svarene. Og smæk med spanskrøret til den formastelige, der vover at være uenig eller blot tænke selv.

Forstå mig ret. Jeg har intet imod, at Bornedal bruger sin dyrt købte taletid til at politisere og give nutidens magthavere og den indskrænkede form for nationalisme, der også præger dagens debat, en opsang. Det er vel det, der kaldes kunstnerisk frihed.

Men hvad der i samtlige afsnit virkelig har sat mit pis i kog, er den nedladende og bedrevidende måde, det er forgået på. Hvor han gang på gang har opstillet et eller andet livløst tableau, for derefter med højt hævede pegefingre og salvelsesfuld kvinderøst har fortalt os, hvordan vi skal fortolke det, vi lige har set.


Det lykkedes heller ikke Bornedal i løbet af de otte timer at skabe en eneste blot tilnærmelsesvis levende figur. De var alle blot (bug)talerør for forskellige positioner, så man igen og igen kunne terpe lektien ind i hovedet på den sagesløse seer.

Et andet irritationspunkt var den forlorne bonderomantik, hvor alle, der har noget at skulle have sagt, fra befalingsmænd over landadel til politikere, fremstilles som enten ryggesløse eller decideret stupide. Mens folket (her primært repræsenteret via bondesønnerne Laust og Peter samt godsforvalterens datter Inge) har hjertet placeret på rette sted og besidder en overflod af den bedste vilje.

Sådan enkelt var verden vist ikke engang skruet sammen i 1864.

Og så orker jeg ikke igen at remse alle de fortællemæssige blindtarme op (se eventuelt tidligere anmeldelser) – som ud over replikker, der faldt flaksende til jorden som skamskudte lærker – var et af de væsentligste kendetegn ved ’1864’. Gang på gang blev vi præsenteret for scener eller personer, som absolut ikke havde nogen funktion i fortællingen.

Og hvis alt andet glipper, kan man jo altid spille tryllekortet. Også her i sidste afsnit, hvor den stumme Sofie efter en gang håndspålæggelse pludselig kunne tale. Hvorfor? Hun sagde jo alligevel ikke et ord efterfølgende. Også spøjst, at en mand, der både kan heale og se ind i fremtiden, ikke var i stand til at gennemskue, at Inges mor aldrig ville overbringe brevet fra Laust. Det havde selv den mest sløve seer uden clairvoyante evner vist opfattet efter få sekunder.


Og hvordan i alverden vil han have os til at tro på, at den ellers så selvstændige og egenrådige Inge pludselig (og jeg mener pludselig) bliver så knækket, at hun ender med at give sin søn væk og gifte sig med Didrich. Som hun i øvrigt påstod var god nok på bunden. Hvor kom det fra?

Var det bare fordi, det hele alligevel skulle have en næsten lykkelig udgang? Ikke nok med at serien hele vejen igennem har været både utroværdig og dogmatisk, men så vil Bornedal gudhjælpemig her til sidst spise os af med floskler som: ’Hvis vi skal være bange for noget, er det det onde i os selv. For der skal så lidt til at lokke det ud’.

Og det bliver værre endnu: ’Vi skylder de døde at leve livet fuldt ud’. Er det virkelig den sølle lykkekage-filosofi og enfoldige eksistentielle erkendelse, der kom ud af at trække os gennem krigens gru?

Nå nej, Bornedal giver da også selve nationens selvforståelse disse ord med på vejen: ’Fra nu af må vi tænke indad og forlene os med vores egen lidenhed, og blive mestre med, hvad vi har.’

Så skulle den ko vist være kneppet.

Det er muligt, at Inge undervejs har været instruktørens primære stemme, men hans metode minder nu mest om Monrads: Forfølg hæmningsløst din egen skingre vision og retorik uden smålig skelen til virkeligheden. Også selv om det betyder, at du tager både historien og befolkningen som gidsler. Denne gang gik det dog heldigvis kun ud over den bedste sendetid.

[DeVille]

Anmelder Henrik Queitsch rammer serien på kornet og har nogle gode pointer

Det er uden sidestykke den bedste anmeldelse af 1864 jeg har læst. Jeg er enig i samtlige pointer.

[Kleth]

Da familien kender min interesse for krigshistorie, har jeg måtte melde ud at jeg IKKE ønsker mig 1864 - Det er første gang jeg har følt det nødvendigt at levere en negativ liste.

Sent from my Nexus 7 using Tapatalk

[C-X]

Scout, for pokker, du har ført an i en kampagne imod Bornedals store bedrift! Det er din skyld, at 600.000 seerere er faldet fra og at så mange har fået ødelagt den gode oplevelse, som de ellers ville have haft, ved at se 1864. Din skyld og så Pias!



http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/t ... et/5333081

Hvis ikke man vidste, at det hele rablede for Bornedal, så ved man det da i hvert fald nu. :crazy:

[Scout]

Scout, for pokker, du har ført an i en kampagne imod Bornedals store bedrift! Det er din skyld, at 600.000 seerere er faldet fra og at så mange har fået ødelagt den gode oplevelse, som de ellers ville have haft, ved at se 1864. Din skyld og så Pias!



http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/t ... et/5333081

Hvis ikke man vidste, at det hele rablede for Bornedal, så ved man det da i hvert fald nu. :crazy:

Jeg er faldet af på den; mit mål var mere end 600.000 'frafaldne' - gerne over en million

Men 'faneflugten' fra '1864' viser bare, at trods sanseløse mængder af realityTV og dyner af andet skrammelTV, så er befolkningen ikke helt bedøvet overfor kvalitet...eller mangel på samme, når de åbner for flimmerkassen.

Serien var ikke optimal og ikke lige Bornedal's bedste håndværk, dog har han jo før vist, at han godt kan. '1864' og 173 millioner kroner var nok bare lige ambitiøst nok for ham.

Den totale historieløshed, higen efter at slå nutidige politiske korrekte budskaber fast med syvtommersøm med hændelser i 1864 som motor og manglende overblik er nok ikke lige hverken den bedste kombination eller forudsætning for at lave denne serie.

Man kan narre dele af befolkningen noget af tiden, men man kan ikke narre hele befolkningen hele tiden - ikke TVmæssigt i hvert fald.

Man kommer til at tænke på 'Kejserens Nye Klæder' - "Men han har jo ikke noget på!"

[Frank P]

Bornedals tv-føljeton er et mesterværk, som man kan forstå, hvis man har indset dybden og knækket koden. Lad mig forklare.

1. Dybden
Alle der i skolen har forsøgt at læse James Joyce eller T.S. Eliot har—gab—tænkt deres. Men kun indtil gymnasielærerforeningens notesamling er kommet på bordet. Når man først er kommet igennem eksperternes dissekering af værkerne og har indset de mange lag af citater og henvisninger til verdenslitteraturen, de er sammensat af, forstår man dybden. Og for de fleste elever, der var ambitiøse nok til at lære alle citaterne udenad, forblev disse mærkelige tekster for altid betagende mesterværker.
Sådan kommer det også til at gå med 1864. Den er sammenstykket lag for lag af utallige citater fra den tidligere filmskat. Jeg har langt fra identificeret dem alle; der vil gå år før film-magistre og ph.d-studerende på universitet har gennemført det projekt. Her følger blot en lille håndfuld eksempler:
Lars Mikkelsen som den ældede og nedslidte far, der vakler afsted bag hest og plov, er et citat fra Steven Spielbergs film Warhorse hvor heltens ældede og nedslidte far på præcis samme måde vakler afsted efter hest og plov. Konseilspræsident Monrad i Nicholas Bros skikkelse er et langt og frækt utilsløret citat til den evnesvage og voldsomme Otto i tv-serien Rejseholdet. Godsejersønnen Didrich med de (beherskede) pædofile tilbøjeligheder over for småpigen Inge er et mere diskret referat til Burt Lancasters onanerende godsejer i Viscontis film Leoparden. Trekantsdramaet med to brødre/venner, der elsker den samme pige, osv, osv, er henvisninger til Truffauts film Jules og Jim, eller—hvis man mere er til den slags—til Micael Bays (rædselsfulde) blockbusterfilm Pearl Harbor. Scenen, hvor Laust og Inge står omslynget i favntag på en sten og stirrer ud over bølgerne, er et citat fra scenen i Camerons film Titanic, hvor DiCaprio og Kate Winslet står på samme måde i skibets forstavn, blot har Bornedal stavepladevenligt tydeliggjort den erotiske spænding ved at tage alt tøjet af dem. Scenen hvor Blixens far, løjtnant Dinesen, udtaler, at man overvinder sin frygt ved at acceptere, at man allerede er død, er et direkte citat fra Steven Spielbergs og Tom Hanks miniserie Band of Brothers, i hvilken den ligeså morderisk tyskerdræbende lieutenant Speirs ordret udtaler netop dette. View’et over Alssund fra Sønderborg til de bombarderede skanser på Dybbøl er let genkendeligt som næsten identisk med det tilsvarende view over Volga mod det brændende Stalingrad i Jean-Jacques Annauds film Enemy at the Gates; og tableauerne fra de sønderskudte skanser er ligeså genkendelige fra de tilsvarende amerikanske borgerkrigs-tableauer i Sergio Leones film Den gode, den onde og den grusomme. Esben Dalgård Andersens bamse-soldat Erasmus, der står som sidste mand på skansen og til det sidste slår omringende tyskere ned med sin køllesvingende forlader, er et direkte citat til John Waynes geværsvingende Davy Crockett omringet af mexicanere i samme Waynes film Alamo. De mange slibrige og tåkrummende pinlige indslag, som til alles overraskelse dukker op i serien, (fællesonani og gruppevoldtægt af en ko, f.eks.), er instruktørens cadeau til Carsten Christensens og Frank Hvams umådeligt populære serie (og film) Klovn, og måske også et forsøg på at generere den samme store publikumsinteresse/seertal. Utvivlsomt er der også film-citater bag Søren Mallings shaman-sergent, måske New Wave- og Fantasy-film som jeg desværre ikke er fortrolig med. Men det er også Bornedals cadeau til dansk films anden store auteur, Lars von Trier, nemlig en reference til Triers tv-serie Riget, der også blev udstyret med uforklarlig okkultisme. Jeg kunne blive ved, lad mig blot nævne, at man kan finde citater lige fra Bille Augusts Pelle Erobreren og Lukas Moodyssons Fucking Åmål til Niels Nørløvs KlassefestenWalter og Carlo – Op på fars hat. Men find dem selv, man forstår først dybden i Bornedals mesterværk, når man selv har foretaget obduktionen.
Aha! vil kritikerne nu sige, det forklarer, hvorfor filmen virker så forvirrende, så collageagtig og usammenhængende tilfældig, og dermed også så uvedkommende og kedelig.
Jo, jo, men klap lige hesten, det er kun for en overfladisk, doven og uambitiøs betragtning. Det operative ord er bricolage, en værdsat fransk metode, og alt går op i en højere enhed og nærmer sig det sublime, så snart man har knækket koden.

2. Koden
Koden er, enkelt sagt, dobbelt-ironi. Gennem sit særegne sceneudvalg og sin særlige instruktion ironiserer auteuren over kunsten, for derefter at doble tilbage og lade kunsten ironisere over ham selv som skabende kunstner. I processen ironiserer kunstneren og værket også over seeren, men det er for at invitere seeren ind i værket som deltager, og hvis man har følt, at kunstneren har haft en til bedste, så skal man huske, at kunstneren også har haft sig selv og værket til bedste.
Ved dobbelt-ironi er det afgørende at forstå, at frem og tilbage ikke er lige langt. Motoren bag dobbelt-ironien er den dialektiske figur negationens negation. Den vil de fleste være fortrolig med fra Hegels værker, men lad mig alligevel kort forklare. Negerer man A får man naturligvis Ikke-A. Men hvad får man, hvis man negerer Ikke-A? Et konkret eksempel vil her hjælpe. Negerer man den ugifte tilstand, får man den gifte. Negerer man den gifte, hvad får man så? Den ugifte tilbage? Ja, og dog ikke. Det man får er den fraskilte, og mens den fraskilte er ugift igen, er den tidligere gifte tilstand på en måde bevaret, hvad alle fraskilte kan bevidne. Negationen af Ikke-A fører med andre ord til Ikke-Ikke-A og ikke bare til A. I Ikke-Ikke-A har man både A og det ophævede Ikke-A. Det var ikke så svært, vel?
Selv om det kommer for vidt at forklare her, er negationens negation den menneskelige bevidstheds hemmelighed, et dobbelt hulspejl hvorigennem vi kan se os selv og verden både adskilt og forenet. Hos Hegel er det Verdensåndens hemmelighed. Skridt for skridt, igennem rækker af negationer og deres negationer, kommer ånden til bevidsthed om verden og om sig selv, og fra en tilsyneladende tilfældig og splittet begyndelse rejser hele skaberværket sig til sidst i sin fylde og viser den store sammenhæng, som det i virkeligheden hele tiden i det skjulte rummede.
Det er på præcis samme måde med Bornedals skaberværk. For ikke at analysere værket til døde, lad mig begrænse mig til nogle enkelte påpegninger. Det forsamlede anmelderkorps og de fleste seere var i begyndelsen totalt uforstående for, hvad to så umage og totalt usandsynlige figurer som hash-pigen Claudia fra bistandskontoret og den gamle og stærkt svækkede baron Severin, efterladt hjælpeløs og alene i sit store slot, havde med hinanden at gøre, totale modsætninger som de var. Og om muligt endnu værre, hvad de overhovedet kunne have at gøre med det danmarkshistoriske 1864-drama, som tv-serien jo forventedes at handle om. Men langsomt afsnit for afsnit, og netop gennem modsætningernes sammenstød og møde, det vil sige den oven for omtalte hegelske tese og antitese, tog den syntese form, som viste deres naturlige tilhørsforhold, slægtsskab faktisk, og deres uundværlige plads i skaberværkets hele. Og sådan er det med de mange umage stykker, bricolagen er stykket sammen af. Hvad der oprindeligt fremstod tilfældigt og løsrevet viser sig alligevel at høre sammen, og som i James Joyce’s værk Ulysses udfolder serien sig som en stream of consciousness, hvis frie associationer hen ad vejen afslører deres dybe, indre og nødvendige sammenhæng, og som var han en madeleinekage, får vores auteur en hel verden til at rejse sig fra det dunkle og underbevidste.
Okay, vil nogen nu sige, det er sikkert en fin analyse, men er det alligevel ikke forkert, at en offentlig betalt kunstner laver en public service tv-serie bestilt af Folketinget, og den så ikke uden besvær kan indtages og nydes af almindelige danskere søndag klokken tyve, men tværtimod kræver en højere diplom-fordøjelse? Jo, hvis stykket kun var haute cuisine for en lille kreds af feinschmeckere, ville det være forkert, men også her er Bornedal dialektiker. På den ene side har han absolut ikke villet give køb på sin kunstneriske integritet. Det var jo fordi, han ikke ønskede et standard underholdningsprodukt designet af en komite, at han fyrede de tre gennemprøvede manuskriptforfattere, som Danmarks Radio havde sat på ham. På den anden side havde han intet større ønske end, at danskerne skulle forstå hans kunstneriske vision. For at gøre det nemt har han derfor efterladt nøglen til dobbelt-ironiens metode åbent lagt frem for alle at samle op. Det sker i scenen, hvor datidens førende skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg, spillet af nutidens førende scenekunstner Sidsel Babett Knudsen, gør sit/deres alleryderste for at spille ren skolekomedie. Ironien er allerede flere lag tyk, og tyk som budding, og så kommer klasket. På mest melodramatiske vis vender Heiberg/Knudsen sig mod Monrad og råber: ’Stop med at spille dilletant!’ Tydeligere kan det ikke blive; mere hjælp kan man ikke forvente, i hvert fald ikke uden at det bliver nedladende.
Jeg er sikker på, at Bornedals ’1864’ vil blive en fremtidig kultserie for de indviede. Om den også til sidst vil blive anerkendt af anmelderne og den store offentlighed som det sande mesterværk, den er, og måske ligefrem vinde en Emmy som tidligere danske serier som Rejseholdet og Nikolaj og Julie, er endnu ikke til at vide.

Fra min gamle ven, filmmagisteren...med hans tilladelse

[Aske]

Den analyse sidder lige i skabet.

For os illiterære tåber, der ikke kan forstå den slags dybsindige analyser, vil serien stadig fremstå som noget højtravende, politisk korrekt bras ...

[Kleth]

Jeg er faldet af på den; mit mål var mere end 600.000 'frafaldne' - gerne over en million

Så skulle du have ladet være med at kritisere 1864, og ladet den dø en sørgelig anonym død
Al den dårlige omtale har draget folk til at se serien for at de kunne forarges og tale med om hvor skrækkeligden har været.
Så det er åbenbart din skyld at 600.000 har forladt serien OG at 1.000.000 har stadig har set den

[Carsten Bo]

Fin analyse Frank. Jeg tænker hvis du har ret så er Bornedal en stor kunstner. De gutter som har skrevet arbejdsudkastet til Bornedal og til pressen burde nok have informeret om at filmen ikke ville være politisk eller historisk retvisende.


Via sky

[Fast Fumble]

Bornedals tv-føljeton er et mesterværk, som man kan forstå, hvis man har indset dybden og knækket koden.

KNIVSKARP analyse! Lige i skabet! Fantastisk!
Og jeg forstår nu, hvorfor jeg er NØDT til at se det kunstneriske mesterværk en gang til (nåja, det er måske en overdrivelse, da jeg kun har set 3 afsnit)

[DeVille]

Bornedals tv-føljeton er et mesterværk, som man kan forstå, hvis man har indset dybden og knækket koden.

Fantastisk analyse maa jeg sige, men kunne det ikke have vaeret muligt baade at lave det store stykke kunst, som 1864 her siges at vaere, og samtidigt lave den historisk korrekt?

[Gråskæg]

Bornedals tv-føljeton er et mesterværk, som man kan forstå, hvis man har indset dybden og knækket koden. Lad mig forklare.

1. Dybden
Alle der i skolen har forsøgt at læse James Joyce eller T.S. Eliot har—gab—tænkt deres. Men kun indtil gymnasielærerforeningens notesamling er kommet på bordet. Når man først er kommet igennem eksperternes dissekering af værkerne og har indset de mange lag af citater og henvisninger til verdenslitteraturen, de er sammensat af, forstår man dybden. Og for de fleste elever, der var ambitiøse nok til at lære alle citaterne udenad, forblev disse mærkelige tekster for altid betagende mesterværker.
Sådan kommer det også til at gå med 1864. Den er sammenstykket lag for lag af utallige citater fra den tidligere filmskat. Jeg har langt fra identificeret dem alle; der vil gå år før film-magistre og ph.d-studerende på universitet har gennemført det projekt. Her følger blot en lille håndfuld eksempler:
Lars Mikkelsen som den ældede og nedslidte far, der vakler afsted bag hest og plov, er et citat fra Steven Spielbergs film Warhorse hvor heltens ældede og nedslidte far på præcis samme måde vakler afsted efter hest og plov. Konseilspræsident Monrad i Nicholas Bros skikkelse er et langt og frækt utilsløret citat til den evnesvage og voldsomme Otto i tv-serien Rejseholdet. Godsejersønnen Didrich med de (beherskede) pædofile tilbøjeligheder over for småpigen Inge er et mere diskret referat til Burt Lancasters onanerende godsejer i Viscontis film Leoparden. Trekantsdramaet med to brødre/venner, der elsker den samme pige, osv, osv, er henvisninger til Truffauts film Jules og Jim, eller—hvis man mere er til den slags—til Micael Bays (rædselsfulde) blockbusterfilm Pearl Harbor. Scenen, hvor Laust og Inge står omslynget i favntag på en sten og stirrer ud over bølgerne, er et citat fra scenen i Camerons film Titanic, hvor DiCaprio og Kate Winslet står på samme måde i skibets forstavn, blot har Bornedal stavepladevenligt tydeliggjort den erotiske spænding ved at tage alt tøjet af dem. Scenen hvor Blixens far, løjtnant Dinesen, udtaler, at man overvinder sin frygt ved at acceptere, at man allerede er død, er et direkte citat fra Steven Spielbergs og Tom Hanks miniserie Band of Brothers, i hvilken den ligeså morderisk tyskerdræbende lieutenant Speirs ordret udtaler netop dette. View’et over Alssund fra Sønderborg til de bombarderede skanser på Dybbøl er let genkendeligt som næsten identisk med det tilsvarende view over Volga mod det brændende Stalingrad i Jean-Jacques Annauds film Enemy at the Gates; og tableauerne fra de sønderskudte skanser er ligeså genkendelige fra de tilsvarende amerikanske borgerkrigs-tableauer i Sergio Leones film Den gode, den onde og den grusomme. Esben Dalgård Andersens bamse-soldat Erasmus, der står som sidste mand på skansen og til det sidste slår omringende tyskere ned med sin køllesvingende forlader, er et direkte citat til John Waynes geværsvingende Davy Crockett omringet af mexicanere i samme Waynes film Alamo. De mange slibrige og tåkrummende pinlige indslag, som til alles overraskelse dukker op i serien, (fællesonani og gruppevoldtægt af en ko, f.eks.), er instruktørens cadeau til Carsten Christensens og Frank Hvams umådeligt populære serie (og film) Klovn, og måske også et forsøg på at generere den samme store publikumsinteresse/seertal. Utvivlsomt er der også film-citater bag Søren Mallings shaman-sergent, måske New Wave- og Fantasy-film som jeg desværre ikke er fortrolig med. Men det er også Bornedals cadeau til dansk films anden store auteur, Lars von Trier, nemlig en reference til Triers tv-serie Riget, der også blev udstyret med uforklarlig okkultisme. Jeg kunne blive ved, lad mig blot nævne, at man kan finde citater lige fra Bille Augusts Pelle Erobreren og Lukas Moodyssons Fucking Åmål til Niels Nørløvs KlassefestenWalter og Carlo – Op på fars hat. Men find dem selv, man forstår først dybden i Bornedals mesterværk, når man selv har foretaget obduktionen.
Aha! vil kritikerne nu sige, det forklarer, hvorfor filmen virker så forvirrende, så collageagtig og usammenhængende tilfældig, og dermed også så uvedkommende og kedelig.
Jo, jo, men klap lige hesten, det er kun for en overfladisk, doven og uambitiøs betragtning. Det operative ord er bricolage, en værdsat fransk metode, og alt går op i en højere enhed og nærmer sig det sublime, så snart man har knækket koden.

2. Koden
Koden er, enkelt sagt, dobbelt-ironi. Gennem sit særegne sceneudvalg og sin særlige instruktion ironiserer auteuren over kunsten, for derefter at doble tilbage og lade kunsten ironisere over ham selv som skabende kunstner. I processen ironiserer kunstneren og værket også over seeren, men det er for at invitere seeren ind i værket som deltager, og hvis man har følt, at kunstneren har haft en til bedste, så skal man huske, at kunstneren også har haft sig selv og værket til bedste.
Ved dobbelt-ironi er det afgørende at forstå, at frem og tilbage ikke er lige langt. Motoren bag dobbelt-ironien er den dialektiske figur negationens negation. Den vil de fleste være fortrolig med fra Hegels værker, men lad mig alligevel kort forklare. Negerer man A får man naturligvis Ikke-A. Men hvad får man, hvis man negerer Ikke-A? Et konkret eksempel vil her hjælpe. Negerer man den ugifte tilstand, får man den gifte. Negerer man den gifte, hvad får man så? Den ugifte tilbage? Ja, og dog ikke. Det man får er den fraskilte, og mens den fraskilte er ugift igen, er den tidligere gifte tilstand på en måde bevaret, hvad alle fraskilte kan bevidne. Negationen af Ikke-A fører med andre ord til Ikke-Ikke-A og ikke bare til A. I Ikke-Ikke-A har man både A og det ophævede Ikke-A. Det var ikke så svært, vel?
Selv om det kommer for vidt at forklare her, er negationens negation den menneskelige bevidstheds hemmelighed, et dobbelt hulspejl hvorigennem vi kan se os selv og verden både adskilt og forenet. Hos Hegel er det Verdensåndens hemmelighed. Skridt for skridt, igennem rækker af negationer og deres negationer, kommer ånden til bevidsthed om verden og om sig selv, og fra en tilsyneladende tilfældig og splittet begyndelse rejser hele skaberværket sig til sidst i sin fylde og viser den store sammenhæng, som det i virkeligheden hele tiden i det skjulte rummede.
Det er på præcis samme måde med Bornedals skaberværk. For ikke at analysere værket til døde, lad mig begrænse mig til nogle enkelte påpegninger. Det forsamlede anmelderkorps og de fleste seere var i begyndelsen totalt uforstående for, hvad to så umage og totalt usandsynlige figurer som hash-pigen Claudia fra bistandskontoret og den gamle og stærkt svækkede baron Severin, efterladt hjælpeløs og alene i sit store slot, havde med hinanden at gøre, totale modsætninger som de var. Og om muligt endnu værre, hvad de overhovedet kunne have at gøre med det danmarkshistoriske 1864-drama, som tv-serien jo forventedes at handle om. Men langsomt afsnit for afsnit, og netop gennem modsætningernes sammenstød og møde, det vil sige den oven for omtalte hegelske tese og antitese, tog den syntese form, som viste deres naturlige tilhørsforhold, slægtsskab faktisk, og deres uundværlige plads i skaberværkets hele. Og sådan er det med de mange umage stykker, bricolagen er stykket sammen af. Hvad der oprindeligt fremstod tilfældigt og løsrevet viser sig alligevel at høre sammen, og som i James Joyce’s værk Ulysses udfolder serien sig som en stream of consciousness, hvis frie associationer hen ad vejen afslører deres dybe, indre og nødvendige sammenhæng, og som var han en madeleinekage, får vores auteur en hel verden til at rejse sig fra det dunkle og underbevidste.
Okay, vil nogen nu sige, det er sikkert en fin analyse, men er det alligevel ikke forkert, at en offentlig betalt kunstner laver en public service tv-serie bestilt af Folketinget, og den så ikke uden besvær kan indtages og nydes af almindelige danskere søndag klokken tyve, men tværtimod kræver en højere diplom-fordøjelse? Jo, hvis stykket kun var haute cuisine for en lille kreds af feinschmeckere, ville det være forkert, men også her er Bornedal dialektiker. På den ene side har han absolut ikke villet give køb på sin kunstneriske integritet. Det var jo fordi, han ikke ønskede et standard underholdningsprodukt designet af en komite, at han fyrede de tre gennemprøvede manuskriptforfattere, som Danmarks Radio havde sat på ham. På den anden side havde han intet større ønske end, at danskerne skulle forstå hans kunstneriske vision. For at gøre det nemt har han derfor efterladt nøglen til dobbelt-ironiens metode åbent lagt frem for alle at samle op. Det sker i scenen, hvor datidens førende skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg, spillet af nutidens førende scenekunstner Sidsel Babett Knudsen, gør sit/deres alleryderste for at spille ren skolekomedie. Ironien er allerede flere lag tyk, og tyk som budding, og så kommer klasket. På mest melodramatiske vis vender Heiberg/Knudsen sig mod Monrad og råber: ’Stop med at spille dilletant!’ Tydeligere kan det ikke blive; mere hjælp kan man ikke forvente, i hvert fald ikke uden at det bliver nedladende.
Jeg er sikker på, at Bornedals ’1864’ vil blive en fremtidig kultserie for de indviede. Om den også til sidst vil blive anerkendt af anmelderne og den store offentlighed som det sande mesterværk, den er, og måske ligefrem vinde en Emmy som tidligere danske serier som Rejseholdet og Nikolaj og Julie, er endnu ikke til at vide.

Fra min gamle ven, filmmagisteren...med hans tilladelse

Hvem er din ven, filmmagisteren, Frank?

[Gråskæg]

Jeg er ikke interesseret i et eller andet filmisk stykke hækletøj, og slet ikke for 170 millioner licenskroner.
Jeg så gerne en nogenlunde historisk korrekt serie om de Slesvigske krige og Danmarks rolle under både første og anden Verdenskrig, evt. ført helt op til landets involvering i de aktuelle konflikter i Mellemøsten, men det er nok for tæt på endnu.
Og spar mig for både Von Triers og Ole Bornedals umodne seksuelle fantasier, de hænger mig virkelig ud af halsen.
De eneste positive kommentarer, som jeg kan finde frem om 1864-serien, er den flotte fotografering og nogle typiske danske landskabsformer langs de sydfynske kyster.

[BoPe]

Det er ok humor Frank P.

Og alligevel kærlig overfor Bornedal.

[Lassescout]

Akira Kurosawa sagde noget i retning af: "Lav nogle få klichéer og det er plat. Lav 10.000 klichéer, og det er stor kunst". For mig at se, har Ole Bornedal givet det et forsøg i den retning, men evnerne rakte ikke længere end til et par og halvtreds klichéer. Fint beskrevne af Frank P. Jeg synes også jeg så citater fra både "Broen" , " Saving private Ryan" og "Inglorious Basterds" men det ligger jo fint nok i ske med det Frank P så skarpt har bemærket.

[Gråskæg]

Akira Kurosawa sagde noget i retning af: "Lav nogle få klichéer og det er plat. Lav 10.000 klichéer, og det er stor kunst". For mig at se, har Ole Bornedal givet det et forsøg i den retning, men evnerne rakte ikke længere end til et par og halvtreds klichéer. Fint beskrevne af Frank P. Jeg synes også jeg så citater fra både "Broen" , " Saving private Ryan" og "Inglorious Basterds" men det ligger jo fint nok i ske med det Frank P så skarpt har bemærket.

Forveksler du ikke Frank P. med hans ven "filmmagisteren"?