Side 1 af 2

(en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 29. apr 2019, 17:18
af Peter
Hej forum.

På en jagtrejse til Rusland for snart 2 år siden, faldt jeg i snak med en franskmand, og det korte af det lange var, at jeg blev inviteret på bukkejagt i Frankrig. Det skal ske her om en måneds tid, og jeg behøver næsten ikke fortælle, hvor meget jeg glæder mig!
Vi har mailet en del frem og tilbage om de nødvendige papirer, transport, logi, trofæafgifter, jagtformer osv. osv. og alt er nu på plads. Flybilletterne og lejebilen er bestilt, så nu er der kun at vente til jeg rejser d. 31/5 (bukkejagten starter i Frankrig d. 1/6, hvilket i mine øjne er lidt pudsigt).

Jeg har kun hørt godt om bukkejagt i Sydfrankrig - er der nogen her på forum, der har prøvet det og eventuelt vil øse ud af erfaringer? Jeg kan forstå, at udgangspunktet er lidt som i Polen (jager 1:1, kører pga. afstandene i bil i terrænnet, en del pürsch og ikke så meget anstand). Hvad kan man forvente af skudafstande? Hvad er afgrøderne typisk i det sydfranske (jeg gætter på majs en del steder + engarealer)? Ud fra Google Earth ser det jo dejligt kuperet ud!

Og endelig: Min flinke vært har sørget for alt - hvad giver man i værtsgave? Jeg kender ham kun for de 5-6 dage i Rusland, hvor jeg fik indtrykket, at det ikke er penge, der begrænser ham. Jeg fik også det indtryk, at han er en "rigtig franskmand" (masser af kropssprog, sparsomt engelsk og elsker champagne) i tresserne. Som tak for at have arrangeret det hele, lade mig bo i et hus, som han til formålet har lejet og blive bespist af hans dertil hyrede kok, vil jeg gerne give en god gave. Om den skal koste 1.000-2.000 kr. er ikke så vigtigt, det er nok mere svært at finde en gave, han vil blive glad for! Jeg vil gerne, at det bliver noget rigtigt dansk!

Alle input er velkomne!

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 29. apr 2019, 17:41
af Kleth
Hvad med noget dansk vin f.eks. Frederiksdal Kirsebærsvin
http://www.frederiksdal.com/
Dansk Design f.eks. En Kay Bojesen abe
En kasse blandede danske delikatesser - en kombination.

Knæk og bræk

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 29. apr 2019, 17:59
af Bofhenator
Kleth skrev:
29. apr 2019, 17:41
Hvad med noget dansk vin f.eks. Frederiksdal Kirsebærsvin
http://www.frederiksdal.com/
Dansk Design f.eks. En Kay Bojesen abe
En kasse blandede danske delikatesser - en kombination.

Knæk og bræk
En lækker dansk håndlavet kniv kunne måske også virke?

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 29. apr 2019, 19:33
af C-X
Hvad med at invitere ham på dansk bukkejagt?

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 29. apr 2019, 21:38
af Peter
Tak for gode bud, de vil alle blive noteret - specielt den med jagtkniven havde jeg slet ikke overvejet.
Er der flere der har gode idéer, tager jeg meget gerne imod dem. Jeg skal nok vende retur med udfaldet (både af jagten og af gaven!).

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 30. apr 2019, 08:05
af ThomasE
Ikke vin, omend tanken er god. Franskmænd er ret ærekære omkring deres vinproduktion, så man kan let ramme skævt på sådan en gave.
Jeg stemmer for kniv. Kender ikke nogen (som vil indrømme) der har for mange knive.

Knæk og bræk i Frankrig!

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 30. apr 2019, 12:42
af Bobo
Med fare for at virke gammeldags, ville jeg vente og opleve jagten ved ham, og så tilfældig spørge hvad han er til (jægtmassigt mener jeg :oops: ) og så invitere ham på en anden jagt hos dig og så må du så give igen.

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 30. apr 2019, 21:58
af Lassescout
Hvis du har den mindste formodning om, at han kan lide whisky, så giv ham en flaske Stauning whisky. Den skulle være i verdensklasse, og da han ikke er fra Skotland eller Irland kan du ikke støde ham ved det.

Jeg har lige købt en flaske, men ikke smagt på den endnu, så jeg kan ikke sige at jeg har førstehåndskendskab. Den kostede knap en tusse.

,,,og by the way: er der noget om, at man ikke må bruge militærkalibre i Frankrig ? Jeg synes jeg læste om for længe siden at jægerne der bruger kalibre som 7mm-08 eller 270 Win. i stedet for 308 Win og 30-06. Men det kan være en skrøne.

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 1. maj 2019, 18:39
af KKA
Lassescout skrev:
30. apr 2019, 21:58
Hvis du har den mindste formodning om, at han kan lide whisky, så giv ham en flaske Stauning whisky. Den skulle være i verdensklasse, og da han ikke er fra Skotland eller Irland kan du ikke støde ham ved det.

Jeg har lige købt en flaske, men ikke smagt på den endnu, så jeg kan ikke sige at jeg har førstehåndskendskab. Den kostede knap en tusse.

,,,og by the way: er der noget om, at man ikke må bruge militærkalibre i Frankrig ? Jeg synes jeg læste om for længe siden at jægerne der bruger kalibre som 7mm-08 eller 270 Win. i stedet for 308 Win og 30-06. Men det kan være en skrøne.
Franskmænd, chauvinistiske som de er, foretrækker nok cognac fremfor whisky( jeg kan nu ikke smage forskel , selv på VSOP eller pure malt)
Det var vist i forne tider, at der, som i Irland, var forbud mod våben, der kunne fremføre militær ammunition.....

Re: Bukkejagt i Frankrig

: 1. maj 2019, 18:50
af C-X
Franskmændene har også tidligere haft et forbud mod militære kalibre. Det er i dag ophævet, så vidt jeg husker.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 8. maj 2019, 16:05
af Refraktorius
At give gaver til nogen som reelt ikke mangler noget, er altid pokkers svært.

Så jeg er helt med på vognen om, at noget "specielt dansk eller sjovt" er en god ide.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 8. maj 2019, 20:04
af Peter
Tak for nogle gode idéer. Jeg har besluttet at købe en god dansk kniv.
Er der nogle her på forum, der kan anbefale en god knivmager? Eller vi har måske endda en bruger, der kan hjælpe?

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 8. maj 2019, 20:08
af Bofhenator
Peter skrev:
8. maj 2019, 20:04
Tak for nogle gode idéer. Jeg har besluttet at købe en god dansk kniv.
Er der nogle her på forum, der kan anbefale en god knivmager? Eller vi har måske endda en bruger, der kan hjælpe?
Jeg drømmer om en kniv fra Mikael Hansen, han har (bogstavelig talt) skrevet bogen om knivmageri og jeg synes han lave nogle lækre ting!
Jeg har ikke andet med ham at gøre end jeg synes han er dygtig:
https://mikaelhansenknive.dk/

(han har vist også en profil herinde)

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 9. maj 2019, 16:46
af Slettet bruger
Bofhenator skrev:
8. maj 2019, 20:08
Peter skrev:
8. maj 2019, 20:04
Tak for nogle gode idéer. Jeg har besluttet at købe en god dansk kniv.
Er der nogle her på forum, der kan anbefale en god knivmager? Eller vi har måske endda en bruger, der kan hjælpe?
Jeg drømmer om en kniv fra Mikael Hansen, han har (bogstavelig talt) skrevet bogen om knivmageri og jeg synes han lave nogle lækre ting!
Jeg har ikke andet med ham at gøre end jeg synes han er dygtig:
https://mikaelhansenknive.dk/

(han har vist også en profil herinde)
Jeg har haft med knivbygning at gøre i mange år og lavet mange kurser sammen med en af Danmarks absolut dygtigste knivmagere - Jørn Lund fra Horsens.
Jeg vil sige det sådan, at Mikael Hansen er en af de absolut bedste til at skrive bøger om knivbygning :blink: - jeg anbefaler helt klart hans bøger, når/hvis man vil igang med knivbygning.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 9. maj 2019, 22:21
af Peter
Slettet bruger skrev:
9. maj 2019, 16:46

Jeg har haft med knivbygning at gøre i mange år og lavet mange kurser sammen med en af Danmarks absolut dygtigste knivmagere - Jørn Lund fra Horsens.
Ser ud til at være fede knive fra både Mikael Hansen og Jørn Lund. Jørn Lund har dog ingen til salg, står der på hans hjemmeside.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 9. maj 2019, 22:26
af Peter
Mht. de generelt gode indspark vedr. whisky/cognac/dansk vin, så vil jeg ikke gå den vej. Jeg ved, at han går meget op i champagne, da han bor i Champagne-distriktet og selv er champagneproducent.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 10. maj 2019, 09:19
af Kloster
På facebook gruppen knivmageri, er jeg sikker på du Lan finde en rigtig fin kniv. Eller ihvertfald inspiration.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 13. maj 2019, 11:56
af Martensit
Kniv-Per fra thegoodstuffshop.dk har som regel nogle knive på lager, det er dyrere end at købe fra knivmageren selv, men, der er udvalg og kvik levering.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 17. maj 2019, 17:58
af SBT1977
Vi danskere kan godt lide at tilbyde noget mad/drikke til vores venner og så se deres reaktion.. lidt i stil med "Du skal liiige prøve denne. Den er bare lækker.." :biggrin:

Det kan de også i Frankrig. En speciel snaps eller en gaveæske med lakrids/chokoladekugler fra Chilli Klaus. De har en med 4 forskellige styrker. Vin skal du nok holde dig fra.

Det skader heller ikke at kunne fortælle lidt om Danmark. Fx at de østers de bruger i mange af de fine restauranter i Frankrig er eksporteret fra Danmark og anses for bedre end de lokale :blink:

God tur - de forstår virkelig at underholde en gæst i Frankrig :thumbup:

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 25. maj 2019, 06:47
af Peter
Så fik jeg købt mig en kniv. Det var sværere end jeg troede - jeg havde en forestilling om, at markedet ville være lidt større, og alle knivmagere havde knive på lageret. Jeg kontaktede nogle stykker, dels ud fra Google og dels ud fra anbefalinger herfra. Ad omveje endte jeg hos Jonas Ibsen, som har lavet denne skønhed:

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 25. maj 2019, 15:51
af Niisa
Flot kniv, god gave i scandinavisk design :razz:

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 4. jun 2019, 18:02
af Peter
Lige en status fra det sydfranske: Kniven som gave var virkelig et pletskud, tak til Bofhenator for det gode tip! :thumbup:

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 4. jun 2019, 19:12
af Lars M. L.
Knæk og bræk
Mvh Lars

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 7. jun 2019, 12:38
af Peter
Så kom jeg retur efter nogle fantastiske dage i Frankrig.

Jeg kunne vælge at flyve til enten Toulouse eller Bordeaux - det gjorde ikke den store forskel, da jagtreviret ligger i Lot-Et-Garonne, praktisk talt midt mellem de 2 byer. Jeg valgte at flyve med Ryanair til Bordeaux d. 31/5 (med mellemlanding i Charleroi) og returrejsen kunne klares direkte fra Bordeaux til København (der er ikke daglige afgange). I Bordeaux lejede jeg en bil og kørte de ca. 150 km til reviret.

Velankommet om aftenen i 30 graders behagelig varme, bød min vært mig velkommen og efter jeg fik pakket ud, fik jeg hilst på et par stykker af de lokale jægere, hvorefter vi kørte ud i terrænet og prøveskød den riffel, jeg skulle låne af min vært, en Blaser R8 Professional Success i kaliber 8x68S. Overkill til råvildt, ja, men jeg tror ikke, der er mange steder i verden min vært ikke har været på jagt, og han bruger dette kaliber til stort set alt uden problemer. Den skød også fremragende, så jeg ikke skulle spekulere mere på det. Derefter stod den på sen fransk aftensmad med ost, vin, champagne, foie gras osv.

Sprogbarrieren var der, det var tydeligt at høre, at der skulle bankes lidt rust af min værts engelske, men der gik ikke lang tid, så gik det fint. Min lokale jæger, som jeg skulle køre med, var omdrejningspunkt for hele reviret hvad angik bukkejagt - en super fin fyr midt i 30'erne, som har levet hele sit liv i området og derfor kendte reviret som sin egen bukselomme. Min vært skulle køre med en anden af de lokale jægere, og eftersom min vært har kommet i området de sidste 10 år, er han også særdeles godt kendt og (fandt jeg efterhånden ud af senere) meget vellidt af de lokale. Generelt var de lokale jægere i 20'erne og 30'erne og rigtigt flinke. Deres engelskkundskaber lod dog en del tilbage at ønske, så jeg kunne hurtigt udlede, at de på ingen måde var vant til udenlandske jægere - dette gjorde kun min oplevelse bedre, da der virkelig blev udvekslet kulturerfaringer. Fx havde min jæger ikke talt engelsk siden han gik i skole, så i starten var det meget svært for ham, men til hans ros skal det siges, at han godt nok hurtigt kom efter det. Jeg har før siddet i bil med en polsk jæger, hvis eneste ikke-polske ord var "schiessen", så for mit vedkommende, var det ikke noget problem. Bare man er open-minded og tager det hele med godt humør, så er det min erfaring, at det at gå på jagt med en anden passioneret jæger fra et andet land er sprog nok i sig selv. Og det var tydeligt, at min jæger havde det på samme måde.

Jeg havde 5 dejlige jagtdage/10 udgange, og var blevet stillet i udsigt, at det var normalt med 1 buk pr. dag, selvfølgelig med den usikkerhed der er (jagt er jagt) - jeg endte med at skyde 5 fantastiske bukke, alle som virkelig gode og spændende oplevelser. Min jæger fortalte, at det normalt kun var ældre jægere han kørte med, som ikke kunne/ville gå ret langt, så han var henrykt, da han fandt ud af, at jeg gerne ville pürsche efter bukkene (det gav virkelig mening i dette terræn). Det giver også jagten en anden dimension, at man har så mange udgange, da man kan få et andet forhold til bukkene og kan jage dem flere gange (i stedet for fx Polen, hvor man bare går efter en anden, hvis den første mislykkes).

Alt i alt var turen virkelig en succes, som jeg med glæde vil tænke tilbage på, og har skabt nye venskaber på tværs af landegrænser, og jeg kommer med glæde tilbage igen, hvilket heldigvis var gensidigt.

Re: (en stribe spørgsmål om) Bukkejagt i Frankrig

: 7. jun 2019, 12:41
af Peter
Og så til det, som oprindeligt var formålet med denne tråd, nemlig vidensdeling (dog kun baseret på mine erfaringer på 5 dage):

Bukkejagt i Frankrig er virkelig en anderledes og afvekslende udfordring i forhold til velkendte ”bukkelande”. Generelt er det mit indtryk, at råvildtbestanden ikke er så stor som vi kender det fra fx Polen (eller for den sags skyld herhjemme). Jeg fik også det indtryk, at bukkejagt ikke vægter så højt hos franskmændene (som man i øvrigt også ser i mange andre lande) – det er mere vildsvin, de store hjortearter og snepper, de går op i. Derfor er afskydningstallet heller ikke voldsomt. Vi jagede på 20.000 ha, hvor der skydes ca. 45 sommerbukke årligt og ca. det samme antal råer og lam om vinteren (antallet af bukke er nok lidt højere, da der utvivlsomt ryger nogle med om vinteren på drivjagter – ifølge min jæger, er de lokale ikke særligt gode til at selektere, og skyder ofte på for lange hold (der skydes råvildt med hagl om efteråret/vinteren)). Men generelt var det tydeligt at se, at bukkene fandtes i alle aldre her, så det var bestemt ikke usædvanligt at se ældre bukke (+6 år).

Jeg undrede mig (som før nævnt) over, at bukkejagten starter d. 1/6, når der i stort set resten af Europa startes i maj eller endda tidligere; det er dog kun i enkelte departementer, der først startes 1/6, hvoraf Lot-Et-Garonne er et af dem. Årsagen skulle være, at de smider basten lidt senere her, men jeg så nu ikke nogle bukke i bast.

Reviret lå ca. 200 km nord for Pyrenæerne, i en floddal, meget kuperet med små bakker og skråninger overalt, så det var nemt at få et godt kuglefang hver gang. Afgrøderne var meget afvekslende: Solsikke, majs, kornmarker, vinmarker, diverse frugtplantager, enge, raps – næsten intet skov. Mine bukke blev da også skudt i vidt forskellige biotoper: Vinmark, hvedemark, æbleplantage, græsskråning og blommeplantage. Jeg kunne forstå, at der havde været en del nedbør i april, så afgrøderne var nogle steder ret høj, hvilket ikke gjorde jagten mindre udfordrende. Græsset var stadig grønt, men man kunne ane, at det er lige ved at blive gult og afsvedet.

Jagtformen foregår som udgangspunkt som i fx Polen, hvor man sammen med en lokal jæger kører rundt i terrænet og når man så spotter en buk, kører man et godt stykke væk og parkerer. Her adskiller det sig fra Polen (hvor man nærmest bare kan springe ud af bilen med riflen i hånden), da der i Frankrig er strenge regler for våbenopbevaring, så våbnet skal ligge bagi i futteral eller kuffert. Det kræver naturligvis, at man kører noget længere væk, da man først skal have våbnet ud og have ladt med den støj det medfører. Står bukken i en vinmark, er det bestemt ikke nemt, da de nederste 30-40 centimeter på vinstokkene er bare, og bukken derved nemt kan se jægeren. Det gælder derfor om at kunne læse terrænet, finde en ”alternativ” rute til bukken, ellers bliver man opdaget, og da bukkene generelt har en relativ høj alder, er de snu og opmærksomme. Ofte er det nok, at en bil stopper på vejen, så flygter de. Mange steder var vinmarkerne så store, at vi måtte parkere og så pürsche flere kilometer. Det kan godt få pulsen op, når reviret er så kuperet, som det er. En dag pürschede vi sammenlagt 9 kilometer.

Når bukken er nedlagt, stikkes en tag i bukken som det allerførste og inden der tages billeder. Disse tags har jægeren fået udleveret, og det gælder alt vildt ned til harer + snepper! Så det er ret statskontrolleret. Man må under ingen omstændigheder flytte dyret uden dette tag, og det respekteres meget autoritetstro af jægerne. Generelt anede jeg en vis kløft mellem borgere og politi.

På reviret var der vildsvin (jeg så nu ikke nogen, min vært så et enkelt en morgen), harer, skovduer og tyrkerduer, ræv, gråænder og stenhøns. Alle arterne jages, men af forskellige jægere. I departementet startede rævejagten også d. 1/6, så vi så flere gange jægere med hunde, der mødtes på parkeringspladser, som skulle på rævejagt. Jeg spurgte undrende til min jæger, at det da ikke var hensigtsmæssigt at gå gennem remiser med hunde efter ræve på dette tidspunkt af året, set i lyset af, at råvildtet havde lam, men det var tradition.

Min vært havde adviseret mig om, at jeg skulle huske gummistøvler til om morgenen og alm fodtøj til om aftenen. Af pladshensyn i min kuffert, valgte jeg kun gummistøvlerne og så benyttede jeg bare gummisko til om aftenen – det var helt fint. Morgenerne var 16-17 grader, og aftenerne op til 30-35 grader, så alm jagtskjorte og ventilerede jagtbukser er tilstrækkeligt. De høje varmegrader om aftenen gav selvsagt ikke meget aktivitet blandt bukkene, så der skulle virkelig arbejdes for at finde dem, alligevel blev 3 af mine bukke skudt om aftenen. Der må jages en halv time før solopgang og en halv time efter.

Kan bukkejagt i Frankrig anbefales? Ja, i den grad for mit vedkommende, jeg kommer tilbage! Frankrig er ikke stedet, hvor man skyder mange bukke, jagten er udfordrende, man kommer til svære skud og får ikke mange chancer. Men kvaliteten er bestemt også derefter, og vil man have gode trofæer, er det bestemt anbefalelsesværdigt.